
Foto: Shutterstock
Serie A-storklubben Juventus har angiveligt FC Barcelona-stjernen Antoine Griezmann på blokken, hvis man mister Cristiano Ronaldo denne sommer.
36-årige Cristiano Ronaldo er netop gået ind i det sidste år af sin kontrakt med den italienske storklub Juventus, og verdensstjernen er blevet rygtet væk i dette transfervindue.
Topklubber som Manchester United og Paris Saint-Germain har været i spil som potentielle destinationer, og Juventus kan derfor ende med at skulle lappe et stort hul.
Og skulle man miste den portugisiske angriber, vil man efter sigende rette kikkerten mod FC Barcelona, hvor man lurer på Antoine Griezmann.
Serie A-giganten skulle være ude efter at hente den franske landsholdsspiller på en lejeaftale, hvis man skal tro avisen Sport.
30-årige Griezmann har ikke haft nogen specielt god sæson i Barca, mens han også var en del af den franske EM-skuffelse.
Offensivspilleren har en kontrakt med La Liga-storklubben, som udløber i sommeren 2024.