
Foto: Shutterstock
Liverpool har efter sigende budt 85 millioner pund på Benfica-profilen Darwin Núñez, hvilket svarer til svimlende ca. 742 millioner kroner. Det skriver Record.
22-årige Darwin Núñez har haft en forrygende sæson i den portugisiske storklub Benfica, hvor han har leveret imponerende 34 mål og fire assists i 41 kampe.
Angriberen har derfor tiltrukket sig stor interesse fra flere europæiske storklubber, hvor især Manchester United og Liverpool har været nævnt.
Og nu melder den portugisiske avis Record så, at sidstnævnte har afgivet et tårnhøjt bud på den ombejlede angriber.
Ifølge avisen har Liverpool budt ca. 742 millioner kroner på Núñez, og det er skidt nyt for Manchester United.
Benfica-stjernen skulle således have gjort det klart, at han helst vil til Liverpool, selvom United potentielt kan overbyde The Reds.
Darwin Núñez har været i Benfica siden september 2020 og har en kontrakt med klubben, der løber frem til sommeren 2025.
Angriberen har spillet ti landskampe for Uruguay.