Antonio Conte og Chelsea vil forstærke frontlinjen med den store belgiske Romelu Lukaku. Dog er han efter sigende i forhandlinger med Everton om ny kontrakt.
Diego Costa virker ikke som om, at han er del af den nyansatte træner Antonio Contes planer i Chelsea. Klubben leder derfor efter ny skudkraft til angrebspositionen.
Derfor har belgiske Romelu Lukaku været heftigt jaget af London-klubben. Men nu melder Daily Express, at Lukakus arbejdsgiver Everton åbner forhandlinger med målmageren om en ny kontrakt.
Efter sigende skulle Lukakus agent Mino Raiola mødes med repræsentanter fra Everton i de kommende dage med henblik på en kontraktforlængelse.
Tidligere har medier berettet om, at Chelsea skulle være parat til at lægge knap 600 millioner kroner for Lukaku, der kvitterede med 18 Premier League-kasser i sidste sæson.