
Foto: Shutterstock
Manchester United ansatte mandag klubbens midlertidige manager i form af tyske Ralf Rangnick. Han skal stå i spidsen for klubben i resten af sæsonen.
Uniteds ledelse har derfor købt noget ekstra arbejdsro til at finde den permanente manager, der skal overtage sædet fra sommeren 2022.
Blandt bejlerne har Mauricio Pochettino, Brendan Rodgers og Zinedine Zidane været nævnt.
Men i dag skriver The Telegraph, at Italiens landstræner Roberto Mancini kan komme i spil som permanent manager.
Muligheden for at få Mancini som manager afhænger dog også af, hvordan Italien præsterer i den kommende tid.
I marts måned skal det italienske landshold spille playoff-kampe om at avancere til VM-slutrunden til vinter næste år.
Hvis det fejler ville det være nemmere for Manchester-klubben at lokke Mancini til manager-sædet, men det forlyder samtidig, at Mancini uanset hvad kunne være interesseret i jobbet.
57-årige Mancini er ikke ukendt med at være manager for en Manchester-klub. Han var nemlig manager for Manchester City fra 2009 til 2013.
Derudover har han været klubtræner for Fiorentina, Lazio, Inter, Galatasaray og Zenit Skt. Petersborg.