Manchester City tilbød FC Barcelona-stjernen Lionel Messi et gigantisk kontraktudspil, men argentineren afviste som bekendt og forlængede med Barca.
Lionel Messi skrev i sidste måned omsider under på en kontraktforlængelse med FC Barcelona efter flere måneders spekulationer om hans fremtid.
Inden Messi satte sin signatur på den nye kontrakt, stod hans aftale med Barca til at udløbe til sommer. Det forsøgte Manchester City, med Pep Guardiola i spidsen, at udnytte. Det skriver Marca.
Den spanske avis skriver, at Manchester City tilbød Messi en kontrakt, som ville have gjort ham til verdens bedst betalte fodboldspiller.
I den nye aftale med FC Barcelona tjener Messi angiveligt 500.000 pund om ugen, men hvis han havde takket ja til Man. Citys kontraktudspil, kunne han have tjent hele 850.000 pund, hvilket svarer til 7,1 millioner kroner, om ugen.
Derudover ville Manchester City også tilbyde ham en astronomisk sign-on-bonus på 742 millioner kroner, fordi han ville skifte på en fri transfer.
30-årige Messis nye kontrakt med FC Barcelona løber frem til den 30. juni 2021.