
Foto: Dejan Obretkovic
Det er angiveligt af personlige og private grunde, at Viborg-cheftræner Jacob Neestrup er interesseret i at vende tilbage til FC København som assistenttræner.
Siden søndag har Viborg FF’s cheftræner, 32-årige Jacob Neestrup, været sat i forbindelse med en tilbagevenden til FCK, hvor han tidligere har været assistenttræner under Ståle Solbakken og også været ungdomstræner.
Mandag berettede B.T., at FC København havde givet et ‘fornærmende’ bud til Viborg for at købe Neestrup fri af kontrakten, og Neestrup selv skulle være ganske åben for at vende retur i rollen som assistenttræner.
Onsdag melder Ekstra Bladet så, at Jacob Neestrup angiveligt vil tilbage til FCK og hovedstaden af personlige og private årsager.
Samtidig melder avisen, at det sportsligt ‘forlyder, at det er mindst lige så interessant at arbejde som assistent med absolutte topspillere som med spillere fra den næstøverste hylde som chef’ i Neestrups optik.
Jacob Neestrup har været i Viborg FF siden sommeren 2019, og sidste år førte han sit mandskab til en andenplads i landets næstbedste række, som han i år fører som ubesejret indtil videre.