Avis: Ødegaard skifter til Real Madrid

0

Real MadridNu skulle den være sikker! I hvert fald skriver – normalt troværdige – Drammen Tidende, at Martin Ødegaard har besluttet sig for at spille i Real Madrid.

Tidligere i dag kom det frem, at den spanske journalist og Real Madrid-ekspert, Anton Meana, ikke er et sekund i tvivl om, at det norske supertalent, Martin Ødegaard, ender i Real Madrid. Og han har måske en pointe.

For nu skriver Drammen Tidende også, at vidunderbarnet har besluttet at fortsætte sin karriere i den spanske hovedstadsklub.

Dermed er en tid med prøvetræninger i Europas største klubber som Bayern München, Arsenal, Manchester City, Liverpool og altså Champions League-mestrene fra Real Madrid forbi for 16-årige Ødegaard, som endelig har taget den beslutning, alle i fodboldverden har ventet på.

Drammen Tidende, som er lokalavisen i det område, hvor også Martin Ødegaards nuværende klub, Strømgodset, holder til, beretter, at Real Madrid og netop Strømgodset mødes i aften eller i morgen for at forhandle om en pris på offensivspilleren.

Ifølge avisen er der tale om en købspris på cirka 20 millioner kroner, mens Ødegaard vil underskrive en lukrativ langtidskontrakt, og hvis alt falder i hak uden problemer, bliver han præsenteret inden for den allernærmeste fremtid.

Planen er, at den norske landsholdsspiller skal træne med Ronaldo, Bale og resten af førsteholdstruppen fra dag et, men at han i det første halve år skal spille for klubbens andethold, Castilla.

Samtidig har Martin Ødegaards far fået en rolle som træner i Real Madrids ungdomssystem, hvorfor både far og søn altså sammen flytter til den spanske hovedstad.

Drammen Tidende rapporterer endvidere, at blot fire klubber reelt har været interessante for teenageren i hele det her forløb: Real Madrid, Arsenal, Liverpool og Bayern München, hvor sidstnævnte længe var favorit til nordmandens underskrift.

Pep Guardiola imponerede nemlig i stor stil Ødegaard-familien, da Martin og sin far, Hans Erik, var til prøvetræning i München, fordi den spanske træner præsenterede konkrete planer for vidunderbarnets fremtidige udvikling.

Men i sidste ende er det altså Champions League-mestrene, Real Madrid, der kan glæde sig over at have sikret sig Europas – måske – største talent – eller i hvert fald Europas mest omtalte talent – de næste mange år frem.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE