
Foto: Shutterstock
Ligue 1-topklubben Paris Saint-Germain lurer på at hente Chelsea-profilen N’Golo Kanté, som The Blues meget vel kan sælge denne sommer. Det melder L’Equipe.
Om en måned går 31-årige N’Golo Kanté ind i det sidste år af sin kontrakt med Chelsea, og London-storklubben ser ikke ud til at forlænge med franskmanden.
Derfor kan Thomas Tuchel og co. blive nødt til at sælge midtbanemotoren, og den situation står flere topklubber klar til at udnytte.
Én af dem er de franske mestre fra Paris Saint-Germain, som ifølge L’Equipe kigger på den franske landsholdsspiller.
Tidligere har også Manchester United været meldt ude efter Kanté, som kom til Chelsea fra Leicester tilbage i sommeren 2016.
I denne sæson har N’Golo Kanté optrådt 42 gange for Chelsea i alle turneringer, hvor han har scoret to mål og lavet fem assists.
Den defensive midtbanemand står desuden noteret for 52 landskampe for Frankrig med to scoringer til følge.