FC Midtjyllands stortalent, Pione Sisto, er et varmt emne i Bundesliga-klubben Hamburger SV. Det skriver den danske avis Ekstra Bladet.
Hamburger SV havde både direktør Dietmar Beiersdorfer og sportsdirektør Peter Knäbel i Herning, da FC Midtjylland mødte FC Vestsjælland i går.
Duoen havde deres blikke rettet mod FC Midtjyllands profil, Pione Sisto. Den 19-årige kantspiller bliver dog ikke solgt lige nu, fastslår sportsdirektør Claus Steinlein.
“Vi er ikke interesserede i at sælge Pione Sisto nu. Vi har et stort mål at jagte med det her hold,” fortæller Steinlein til Ekstra Bladet.
Pione Sisto har spillet 53 Superliga-kampe og scoret 13 mål for FCM. Hans kontrakt løber frem til udgangen af 2018.
Sisto kåret som årets spiller
Pione Sisto har utvivlsomt tiltrukket sig endnu mere opmærksomhed fra interesserede klubber, efter at han i går blev kåret som “Årets spiller” i Superligaen.
“Det var selvfølgelig fedt. Det er dejligt at få sådan en titel. Nu skal vi huske på, at jeg også har spillet for et hold, der har gjort det rigtigt godt. Det gør det selvfølgelig lidt nemmere for en sådan rent individuelt,” fortæller Sisto til TV2 Sporten, og han uddyber:
“Det betyder, at jeg kontinuerligt har bevaret et rigtigt fint bundniveau, og at jeg har gjort det rigtigt godt i et par kampe. Det er selvfølgelig rigtigt, rigtigt vigtigt for mig personligt – men også at jeg kan gøre nogle ting på holdets vegne.”