Real Madrid er efter sigende nået til enighed med den tyske Bayer Leverkusen-profil Florian Wirtz om, at han skifter til Real i sommeren 2025.
Florian Wirtz er i skrivende stund afsted med det tyske landshold efter en fremragende sæson i Bayer Leverkusen.
Her har den offensive midtbanespiller været blandt holdets helt store profiler, og det har ført til interesse fra Real Madrid.
Og nu er den spanske storklub nået til enighed med 21-årige Wirtz.
Det skriver Marca, som kan berette, at parterne er blevet enige om et skifte i sommeren 2025.
Samtidig skulle Wirtz have en aftale med Leverkusen om, at han tager en sæson mere i klubben, før han rykker videre.
Prisen på den unge tysker skulle være 150 millioner euro, hvilket svarer til mere end 1,1 milliarder danske kroner.
Florian Wirtz har været i Leverkusen siden U19-tiden, og hans kontrakt med klubben løber frem til sommeren 2027.