
Foto: Shutterstock
Real Madrid er klare i mælet, når det kommer til Kylian Mbappés fremtid.
Sådan lyder det i hvert fald på rygtebørsen.
Mbappé har kontraktudløb med Paris Saint-Germain til sommer, hvilket betyder, at han kan skifte transferfrit til sommer.
Den franske superstjerne har længe været kædet sammen med blandt andre Real Madrid, og netop Kongeklubben skulle have advaret Mbappé i klare vendinger mod at forlænge med PSG.
Ifølge The Times skulle Real endnu ikke have en konkret aftale med Mbappé, mens PSG fortsat arbejder ihærdigt på at sikre sig franskmandens videre færd i klubben.
Senest har de angivelig tilbudt ham et kontraktudspil, som vil gøre ham til verdens bedst betalte fodboldspiller.
Real Madrid skulle have meddelt Mbappé-lejren om, at hvis franskmanden sætter sin signatur på en kontraktforlængelse med PSG, så er håbet om at skifte til Real Madrid forbi.
Real kommer ikke til at købe ham fri af PSG på et senere tidspunkt, mens Mbappé heller ikke vil være en del af klubbens projekt længere ude i fremtiden, når hans kontrakt skulle udløbe på ny, må man forstå mellem linjerne.
Real Madrid gjorde et ihærdigt forsøg på at købe Mbappé fri af kontrakten med PSG i sommer, hvor de lagde 200 millioner euro på bordet.
PSG valgte dog fuldkommen at ignorere buddet, og således var parterne ikke engang i dialog om en handel.