
Foto: Shutterstock
Den spanske storklub Real Madrid vil angiveligt ikke sælge den Arsenal-udlejede nordmand Martin Ødegaard til sommer. Det skriver den spanske avis Marca.
Mikel Arteta og co. lejede i januar-transfervinduet den 22-årige kreatør Martin Ødegaard i Real Madrid, og det har indtil videre været med fin succes.
Men det betyder dog ikke, at Arsenal skal forvente at kunne hente den talentfulde nordmand til sommer, selvom man ønsker det.
I hvert fald melder spanske Marca, at Real Madrid ikke har intentioner om at slippe Ødegaard permanent til sommer.
I stedet skulle det efter sigende være hensigten, at offensivspilleren skal forsøge at spille sig på holdet i den spanske hovedstadsklub.
I anden halvdel af indeværende sæson har Ødegaard spillet 13 kampe for The Gunners i alle turneringer, hvor det er blevet til to scoringer.
Den norske landsholdsanfører har kontrakt med Real Madrid frem til 2023, mens hans lejeaftale med Arsenal udløber til sommer.