
Foto: Shutterstock
La Liga-giganten Real Madrid er angiveligt ude efter Mauricio Pochettino, som også er på blokken i Manchester United. Det skriver avisen Daily Mail.
I skrivende stund er tyske Ralf Rangnick midlertidig manager i Premier League-storklubben Manchester United, hvor man planmæssigt skal finde en permanent løsning til sommer.
I den forbindelse har De Røde Djævle været meldt kraftigt interesserede i Mauricio Pochettino, som meget vel kan forlade Paris Saint-Germain i nærmeste fremtid.
Men nu beretter den engelske avis Daily Mail, at United ikke er alene om at jagte den argentinske PSG-cheftræner.
Real Madrid skulle efter sigende have meldt sig ind i kapløbet, fordi Pochettino har et tæt bånd til verdensstjernen Kylian Mbappé.
Pochettino har før været kædet sammen med cheftrænerposten i Real Madrid, hvor Carlo Ancelotti nu er ved roret.
Manchester United befinder sig i skrivende stund på en 4. plads i Premier League, mens Real Madrid topper La Liga.