Den belgiske midtbanespiller Radja Nainggolan har været rygtet til Chelsea, men han skulle have afvist Premier League-klubben for at blive i Roma.
Hele sommeren har den stærke belgiske midtbanespiller Radja Nainggolan været rygtet til Premier League med Chelsea som destination.
Men nu ser det ud til, at Nainggolan har afvist Chelsea for at underskrive en ny kontrakt og få lønforhøjelse i Roma.
Den italienske avis Gazzetta Dello Sport mener at vide, at den 28-årige Nainggolan underskriver en kontraktforlængelse frem til 2020 i løbet af september.
Belgierens hyre skulle ifølge avisen blive en årsløn på 31 millioner kroner, hvilket ville gøre ham til den tredje bedst betalte i klubben efter Daniele De Rossi og Edin Dzeko.