FC Midtjylland forsøgte at hente Uffe Bech som erstatning for Sylvester Igboun, men den talentfulde offensivspiller afviste.
FC Midtjylland havde travlt på transfer deadline day, hvor profilen Sylvester Igboun havde pakket kufferten og gjort sig klar til at skifte til kinesiske Shanghai SIPG.
Midtjyderne kunne dog ikke finde en optimal erstatning for Igboun, og derfor måtte han blive i klubben.
Ifølge BT’s oplysninger forsøgte FCM at hente den danske landsholdsspiller Uffe Bech i FC Nordsjælland.
Midtjyderne var efter sigende enige med FCN om en overgangssum på 19 millioner kroner, men Bech selv afviste at skifte til konkurrenterne.
Uffe Bech har tidligere været kædet sammen med tyske Mainz, der har Bechs tidligere træner som cheftræner i form af danske Kasper Hjulmand.
Mainz ville dog ikke betale FCN den ønskede transfersum på det tidspunkt.