
Foto: Shutterstock
Ifølge Daily Mail viser Manchester United interesse for Christian Eriksen, som Tottenham formentlig har tænkt sig at sælge denne sommer.
Det er fortsat uvist, om Christian Eriksen forlader Tottenham i løbet af sommerens transfervindue.
Til gengæld er det sikkert, at hvis ikke danskeren forlænger sin kontrakt med London-klubben, så skal han sælges denne sommer, hvis ikke han smutter om et års tid på en fri transfer.
Flere rygter har de seneste måneder sendt Eriksen til storklubber som blandt andet FC Barcelona og Real Madrid, men nu bliver offensivspilleren også sat i forbindelse med en Premier League-klub.
Det er Manchester United, som ifølge Daily Mail har følere ude efter Tottenham-profilen, der langt fra har været afvisende for at forlade klubben til fordel for en større klub denne sommer.
Samtidig viser Tottenham efter sigende interesse for både Paulo Dybala og Giovani Lo Celso, som begge spiller samme position som Eriksen, der har spillet i den engelske storklub i seks sæsoner.
Tottenham forlanger angiveligt lidt over 500 millioner kroner for 27-årige Eriksen.