Real Madrids cheftræner, Zinedine Zidane, kan efter et halvt års tid på posten se frem til en klækkelig lønforhøjelse. Det skriver AS.
Zinedine Zidane overtog Real Madrid-trænersædet efter Rafa Benitez, som blev fyret i sidste sæson.
Zidane har gjort en flot figur som debuterende træner for klubbens førstehold, og det vil præsidenten, Florentino Perez, gerne honorere.
Ifølge spanske AS vil Zidane nemlig få fordoblet sin løn fra 2,7 millioner euro til 5,5 millioner euro.
Det betyder, at hans løn kommer på niveau med den løn, som Benitez havde i klubben, inden han blev fyret. Der er dog et stykke op til Carlo Ancelotti, der var cheftræner før Benitez. Den italienske succestræner tjente 7,5 millioner euro årligt.
Zidane signerede en træner-kontrakt med Real Madrid i februar måned – en måned efter, at han overtog trænersædet fra Benitez. Han har kontrakt med klubben frem til 2018.