Franske L’Equipe og spanske Cadena Ser skriver, at Radamel Falcao i morgen skal gennemgå et lægetjek for at skrive under på en gigantkontrakt hos AS Monaco.
Fredag meldte Monaco ud, at man havde sikret sig Porto-spillerne Joao Moutinho og James Rodriguez. For disse spillere betalte klubben den svimlende sum af 521 millioner kroner, men kassen er ikke tom.
Samtidigt kom det frem, at de næste stjerner skulle være på vej i næste uge. Måske skal Monaco-fansene ikke vente længere end til i morgen, før de får den næste store stjernespiller tilknyttet.
Atletico Madrids store stjerne og topscorer Radamel Falcao skulle ifølge de to aviser L’Equipe og Cadena Ser, være på vej til fyrstedømmet for at gennemgå det obligatoriske lægetjek i morgen, mandag.
Monaco skulle angiveligt være enige med Atletico Madrid om en transfer af spilleren med en overgangssum på 450 millioner kroner, mens Falcao kan se frem til en årsløn på omkring 90 millioner kroner.
I colombianske Radamel Falcao får Monaco fat i en af Europas giftigste angriber. Indtil videre står han noteret for hele 28 La Liga-mål i denne sæson.