
Foto: Shutterstock
Skal der et Champions League-trofæ i pokalskabet hos FC Barcelona, skal der hentes to nye angribere, lyder det fra Barcelona-legenden Rivaldo.
La Liga-giganten FC Barcelona mistede i sommer Luis Suarez til rivalerne fra Atletico Madrid, og senest er unge Ansu Fati meldt ude i længere tid med en skade i menisken.
Der er således ved at være tyndet for meget ud i angrebet hos den catalanske kæmpeklub, mener den tidligere Barcelona-profil Rivaldo.
“Klubben burde forsøge at hente en eller to angribere, hvis de vil kæmpe med om Champions League-titlen,” udtaler han til Betfair.
FC Barcelonas problem er formodentlig ikke mangel på lyst til at hente offensiv forstærkning, men snarere et spørgsmål om, hvorvidt klubben har ressourcerne til det.
Senest har klubben bedt spillerne om at gå ned i løn for at reducere udgifterne, da coronakrisen har gjort ondt på økonomien.
Hvis ikke det lykkes at sikre sig en ny angriber, bliver det en sløj sæson, vurderer Rivaldo.
“Koeman burde have flere muligheder i angrebet, så han kan sætte et hold, der kan afgøre de store og vigtigste kampe,” pointerer den tidligere Barca-stjerne.
En mulig løsning for Barcelona kan også være, at de sælger nogle af de spillere, der ikke får så meget spilletid, blandt andre danske Martin Braithwaite.