Bayern Münchens sportsdirektør Matthias Sammer slår fast, at kontraktforlængelsen med Pierre-Emile Højbjerg betyder, at han er med i fremtidsplanerne.
Pierre-Emile Højbjerg blev torsdag udlejet til Augsburg. Men inden dette skete, valgte han samtidig at forlænge sin kontrakt med Bayern München.
Bayerns sportsdirektør Matthias Sammer fastslår nu, at kontraktforlængelsen med danskeren er en klar indikation af, at han har en fremtid i klubben.
“Den omtalte kontraktforlængelse til 2018 er et klart signal til Pierre-Emile Højbjerg om, at Bayern vil bygge en fremtid omkring ham,” fortæller Sammer til klubbens hjemmeside og uddyber:
“I samme forbindelse er udlejningen af ham til slutningen af sæsonen en god løsning, således, at han kan få noget kamp-erfaring, inden han kommer retur til os.”
Augsburg indtager i øjeblikket sjettepladsen i 1. Bundesliga.