Bayern Münchens direktør Uli Hoeness vil gøre alt, hvad der står i hans magt for, at holdet bliver forstærket med målmand Manuel Neuer.
Manuel Neuer gav tidligere i denne uge udtryk for, at han ikke ønskede at forlænge samarbejdet med Schalke 04.
Dermed er Neuer et endnu varmere navn på rygtebørsen. Tidligere har Manchester United været sat i forbindelse med ham, men også ligarivalerne Bayern München har været kædet sammen med Neuer.
Direktøren i Bayern Uli Hoeness er overbevist om, at Neuer kommer til klubben. Spørgsmålet er nærmere om det bliver i år eller næste år.
“Vi håber, at han kommer i år. Hvis det skulle mislykkedes, kommer han næste år,” forklarer Bayern-direktør, Uli Hoeness, ifølge The Sun, og han uddyber:
“Hvor der er vilje, er der vej, og jeg er overbevist om, at vi kan blive enige om denne transfer. Hvis Schalke holder på ham et år til, får de jo ingen transfersum for ham, og det er jeg sikker på, de gerne vil.”
Neuer selv er ikke meget for at afsløre sine fremtidsplaner, men han lukker alligevel ikke døren for Bayern München.
Bayern München har bekræftet, at de er interesseret i mig. Mere vil jeg ikke sige. Men jeg ønsker at tage det næste skridt og spille kontinuerligt på det højeste niveau – og med det mener jeg Champions League, siger Manuel Neuer.