Bayern München-anføreren, Philipp Lahm, har allerede sat dato på sit karrierestop. Det bliver i 2018, for han vil slutte på toppen.
Philipp Lahm stoppede på det tyske fodboldlandshold efter sommerens VM-slutrunde, hvor han sammen med det tyske landshold kunne løfte pokalen som verdensmestre.
Endnu spiller han dog for Bayern München, men anføreren har allerede overvejet, hvornår han helt skal lægge fodboldstøvlerne på hylden, nemlig i 2018.
”Det er en sandsynlig dato. Til den tid vil jeg være 34 år. Det vil være det rette tidspunkt,” fortæller Lahm til franske L’Equipe.
Modsat mange andre store stjener som Lampard, Gerrard og David Beckham har Bayern-anføreren bestemt ikke i sinde at slutte sin karriere i USA, Qatar eller en anden pengestærk fodboldnation.
Han vil vinde flere titler med Bayern München – først og fremmest endnu en Champions League-titel.
”Følelsen af at vinde den turnering er så fantastisk, at jeg helt sikkert gerne vil prøve det igen, inden jeg slutter min karriere.”
For tiden er Philipp Lahm ikke til rådighed for Bayern München-træner, Pep Guardiola, da tyskeren har et brud på anklen.