Den italienske klub, Inter, kunne tidligere på dagen bekræfte, at man har fyret holdets cheftræner Rafael Benitez efter en gensidig aftale.
Det har længe været rygtet, at Inter-cheftræneren Rafael Benitez snart ville være fortid i klubben. Tidligere på dagen blev spekulationerne så realiseret, da Inter kunne annoncere på klubbens hjemmeside, at parterne efter en gensidig aftale har afsluttet samarbejdet.
“FC Internazionale og Rafael Benitez er i en gensidig aftale nået til enighed om en opsigelse af kontrakten. Inter vil takke Benitez for hans indsats, der førte til succes i den italienske Super Cup og sejren i finalen ved VM for klubhold,” skriver klubben på sin hjemmeside.
50-årige Benitez kom til klubben i juni måned i år, da han overtog trænerroret efter den succesfulde træner José Mourinho. Benitez’ kontrakt løb oprindeligt helt frem til slutningen af næste sæson.
Den spanske træner forlader klubben, mens den indtager en syvendeplads i Serie A, med hele 13 point efter lokalrivalerne AC Milan.
Det er endnu uvist, hvem der overtager trænersædet efter Rafael Benitez.