Liverpool kunne her til aften bekræfte på klubbens hjemmeside, at man har skrevet kontrakt med Jordan Henderson. Han underskriver en langvarig aftale.
Jordan Hendersons skifte til Liverpool FC er her til aften bekræftet. Den unge midtbanespiller er købt hos Sunderland.
“Det er fantastisk, at være i Liverpool og jeg glæder mig til opholdet. Liverpool er uden tvivl det rigtige sted for mig til at udvikle mig som spiller. Det går i den rigtige retning for klubben, og der er ingen grænser for, hvad klubben kan opnå,” fortæller Henderson til Liverpools hjemmeside.
Jordan Henderson bestod onsdag lægetjekket, hvorefter han forhandlede sine personlige vilkår på plads. Klubben oplyser, at han har underskrevet en langvarig aftale, men den præcise varighed er ukendt.
Ifølge Sky Sports har Liverpool betalt Sunderland i omegnen af 170 millioner kroner for den 20-årige spiller.
Henderson, der også huserer på det engelske U21-landshold, vil kunne give et indblik i sine kvaliteter, når han deltager i U21-EM for England på dansk grund i den kommende tid.