Tyrkiske Fenerbahce bekræfter på deres hjemmeside, at de skiller sig af med Diego Lugano. Han skifter dermed til den storsatsende, franske klub, Paris SG.
Den 30-årige landsholdsanfører Diego Lugano fra Uruguay, er en færdig mand hos kriseramte Fenerbahce. Klubben kæmper nemlig med en match-fixing-skandale, og nu mister de en af deres profiler.
Fenerbahce bekræfter nemlig selv på deres hjemmeside, at de har solgt forsvarsspilleren til storsatsende Paris SG i fransk fodbold. Han er angiveligt solgt til en pris i omegnen af 23 millioner kroner.
“Klubben vil gerne takke ham for hans indsats. Samtidig ønsker vi ham held og lykke med hans fremtidige fodboldkarriere,” står der således på tyrkernes hjemmeside.
Diego Lugano skiftede til Fenerbahce og tyrkisk fodbold tilbage i 2006.