FC Nordsjællands højreback Michael Parkhurst skifter til Augsburg i Bundesligaen, når hans kontrakt udløber den 1. januar. Han nye aftale med Augsburg løber to et halvt år.
FC Nordsjællands Michael Parkhurst skal spille i Bundesligaen efter nytår. Den amerikanske højreback skifter til Bundesliga-bundholdet Augsburg, når hans FCN-aftale udløber den 1. januar.
“Allerede da vi forlængede med Mike, vidste vi, at hvis hans fremgang fortsatte, ville han søge videre til en større liga ved kontraktens udløb. Mike har gjort et fremragende stykke arbejde i FC Nordsjælland, hvor han har været med til at føre klubben til pokaler, medaljer og et mesterskab,” fortæller sportsdirektør Jan Laursen til FCN’s hjemmeside og han fortsætter:
“Også uden for banen har Mike bidraget betydeligt. Samtidig har han udviklet sig som fodboldspiller, og det er glædeligt at han nu får nogle af sine ambitioner opfyldt ved at spille i én af verdens stærkeste ligaer. Vi ønsker ham al muligt held og lykke i Tyskland.”
28-årige Parkhurst nåede at repræsentere FCN i 128 kampe, mens han også nåede at vinde mesterskabet samt to pokaltitler.
Hans kontrakt med Augsburg løber frem til sommeren 2015.