Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Patrice Bernier er tilbage i Superligaen, eftersom han skal spille for Lyngby Boldklub.
Patrice Bernier har tidligere spillet for FC Nordsjælland, og nu gør han comeback til Superligaen i en anden klub fra Nordsjælland, nemlig Lyngby Boldklub.
Parterne har underskrevet en etårig aftale, og den 31-årige canadier kommer til klubben på en fri transfer.
“Efter han sluttede i FCN har vi haft et godt øje til ham, men først nu er det lykkedes begge parter at komme på plads med en aftale. Bernier er en teknisk begavet spiller, der også arbejder hårdt og kombineret med hans rutine, er han en perfekt spiller til vores trup,” fortæller sportschef Birger Jørgensen til klubbens hjemmeside.
Midtbanespilleren, der nåede at optræde for FCN i tre sæsoner, ser frem til de nye udfordringer hos de kongeblå.
“Jeg glæder mig til nye udfordringer, en ny klub og nye spillere. Jeg ser en stor udfordring i at hjælpe klubben og holdet til fremdrift i indeværende sæson og en placering i tabellen så højt som muligt,” forklarer Patrice Bernier.