Den kriseramte, hollandske klub Feyenoord bekræfter i dag, at man har sikret sig Søren Larsen på en lejeaftale.
Den danske landsholdsangriber Søren Larsen kan nu glæde sig over spilletid igen. Han er netop skiftet til Feyenoord på en lejeaftale.
Den hollandske klub, der i sidste sæson endte på en fjerdeplads, ligger i øjeblikket fire point fra nedrykningsstregen.
Derfor har ledelsen følt sig nødsaget til at forstærke offensiven. 29-årige Larsen kommer til klubben fra sin franske arbejdsgiver Toulouse.
I sidste sæson var han udlejet til Duisburg, og på hans CV står også klubberne Køge, Brøndby, Frem, Djurgården og Schalke 04.