Fredag aften blev det en realitet, at Luca Toni er Juventus’ nye angriber. Den 33-årige målræv har signeret en aftale, der løber halvandet år frem.
Juventus blev fredag informeret om, at holdets angriber Fabio Quagliarella formegentlig havde spillet sin sidste kamp i denne sæson, efter en alvorlig korsbåndsskade.
Derfor valgte ledelsen at reagere hurtigt, og hente Genoas rutinerede målræv, Luca Toni. Den italienske angriber har underskrevet en kontrakt, som løber halvandet år frem.
“Jeg er vildt glad. Det er en drøm, der går i opfyldelse for mig. Juventus er Juventus, så jeg tøvede ikke et sekund, da tilbuddet kom. Selvom jeg får en lavere løn end i Genoa, er jeg tilfreds,” forklarer Luca Toni til Juventus’ hjemmeside.
33-årige Toni har fået nummer 20 i klubben, og han kan allerede komme i aktion søndag, når modstanderen er Napoli i et sandt topbrag.