AC Milan har sikret sig midtbanespilleren Mark van Bommel, der skifter til den italienske klub på en fri transfer fra Bayern München.
Mark van Bommel havde kontraktudløb med Bayern München til sommer, men hollænderen ønskede at blive løst fra sin kontrakt allerede nu. Bayern har valgt at efterkomme dette ønske, og dermed kunne van Bommel skifte til AC Milan på en fri transfer.
”Jeg forlader FC Bayern med knust hjerte, men med hovedet højt. Jeg har haft fire et halvt fantastiske og succesfulde år her, og jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed til klubben og tilhængerne,” udtaler van Bommel til klubbens hjemmeside.
33-årige Mark van Bommel har tidligere spillet i Fortuna Sittard, PSV Eindhoven og FC Barcelona.