
Foto: Fodbold-transfers.dk
FC Midtjylland har i dag fået en ny hovedaktionær i form af HEARTLAND med den danske rigmand, Anders Holch Povlsen, i spidsen.
LÆS OGSÅ: Officielt: Dansk rigmand er ny FCM-ejer
Det betyder samtidig at Matthew Benham er færdig i klubben, men FCM understreger, at man fortsat vil have adgang til SmartOdds og hele det analyseværktøj, der medfølger dette.
55-årige Benham ser tilbage på en virkelig spændende tid i FCM.
“Da jeg investerede i FC Midtjylland i 2014, var det fordi, jeg troede på, at der var et uforløst potentiale, og at jeg kunne være med til at flytte klubben til det næste niveau. Det har været en sjov og spændende rejse med mange højdepunkter og mindeværdige øjeblikke samt udvikling og salg af store talenter,” fortæller Matthew Benham til FCM.dk og fortsætter:
“Jeg har været meget imponeret af klubben, hvor jeg følte mig velkommen fra dag ét. Jeg blev hurtigt en del af familien, og der hersker en kultur, som har gjort det muligt at implementere de idéer, jeg kom med, og som vi sidenhen har bygget videre på og udviklet i fællesskab til glæde for både FC Midtjylland og Brentford FC. Jeg er fuld af respekt for det arbejde, som er blevet udført de sidste ni år.”
“De seneste to år har jeg haft et fantastiske samarbejde med HEARTLAND om udviklingen af FC Midtjylland, og jeg er ikke i tvivl om, at klubben nu overtages af den helt rette ejer. Det gør mig tryg, glad og stolt, at jeg kan aflevere FC Midtjylland et bedre sted, end da jeg tog over, og jeg vil gerne takke alle, som jeg har arbejdet med og mødt undervejs. Jeg vil fortsat følge klubben tæt.”
Imens Benham har ejet FCM har klubben vundet tre danske mesterskaber samt to pokaltitler.
Herudover har man kvalificeret sig til fire europæiske gruppespil, en gang i Champions League og tre gange i Europa League.
FCM oplyser, at man i samme periode har solgt spillere for over en milliard danske kroner, hvoraf egenudviklede spillere tegner sig for halvdelen af disse.