Blog: Italiensk fodbolds talentmasse

0

Fodbold-transfers.dk’s blogger, Torben Aakjær, der er fodbolddebattør og rådgiver i den brasilianske klub, Sport Club Corinthians Paulista, ser nærmere på talentmassen for spillere med italiensk pas.

GLI AZZURRI FREMTIDS HÅB!

Buffon, Totti, Maldini, Baresi, Cannavaro og Baggio er italienere, som de fleste formentlig kender, eller i det mindste har hørt om, næsten uanset, hvilken alder man har. Alle er naturligvis italienske fodboldikoner, enkelte er stadig aktive, andre har opnået legende-status, og alle har repræsenteret Italien på fornemmeste vis!

Og Italien er bestemt ikke hvem som helst, hverken som fodboldnation, eller som nation i det hele taget. I fodboldens verden er man, sammen med de forsvarende verdensmestre, Tyskland, indehaver af fire VM-titler, et tal der kun overgås af Brasiliens fem, og selv folk, der ikke går så højt op i legen med den lille runde, nikker anerkendende, når talen falder på det fantastisk flotte, og aflange land mod syd, og enhver med blot en smule respekt for sig selv og sin historie, kender naturligvis til Cesar, Berlusconi og “Il Duce” alias Mussolini, tre karismatiske personligheder, der på hver deres måde, og i hver deres tid, har stået i spidsen for deres land, på både godt og ondt, for nu at sige det diplomatisk!

Når man siger Italien, tænker man, udover fodbolden og ovenstående charmetrolde, også uvilkårligt på store modemærker som Versace, Armani eller Prada, smukke biler som Ferrari og Maserati eller skønne vine som Barolo og Amarone, og selv fornægtere af italiensk kultur, har givetvis hørt om, eller smagt en pizza, en gang pasta, eller måske noget Gorgonzola. Hvis ikke er man måske Nutella-nyder, solbrillerne er af mærket Ray Ban (ja, det er italiensk), eller man tøffer til hverdag rundt i en ubetydelig Fiat.

Alt sammen italiensk på godt og ondt, og alt sammen plus utallige andre store firmaer, noget som burde gøre Italien til en af klodens mest velhavende nationer, men det kan man nu langt fra prale af nede hos Renzi og drengene, idet penge og kriminalitet jo desværre uløseligt hænger sammen, og begrebet mafia er jo som Parma-skinken, ærkeitaliensk, og kun en tåbe frygter efter sigende ikke forbryder-syndikater som Ndranghetaen og Camorraen, som i modsætning til de gode gamle dage ikke kun opererer i det fattige Syditalien, hvor især byer som Palermo og Napoli er i et jerngreb, men nu også længere oppe i Italien, via hovedstaden Rom, over Bologna til de rige storbyer i nord, Milano og Torino, og selv inde i fodboldklubberne, har disse folk fået fat, hvilket selvsagt bidrager til mistanker og realiteter omkring bagvaskelse, korruption og trusler, her, der og noget nær alle vegne.

Lægger man dertil nedslidte og fordærvede fodboldstadions, faldende indtægter hos befolkningen og tiltagende tifosi-vold, så har man forklaringen på at Serie A fattes penge, stjernerne forsvinder, og kampene spilles på alt for ofte halvtomme stadions, i bedste fald.

Alt dette armod smitter naturligvis også af på de nok så vigtige TV-aftaler, sponsortiltrækningen og eventyrlystne forretningsfolk (med gode intentioner), og minder i mistænkelig grad om begrebet “skruen uden ende”.

Men heldigvis er klubberne begyndt at ruske op i sig selv, og selvom det fortsat ikke strømmer ind med tilskuere, så ser man nybyggede eller minimum opfriskede stadions skyde op rundt omkring, med rekordmesteren Juventus eget stadion, Juventus Stadium, som et præmie-eksempel, og i modsætning til rivalerne fra AC Milan, Inter og Roma, så kan man hos “La Vecchia Signora (Den gamle dame)” prale af udsolgt hus hver gang.

Men hvad så med talentudviklingen, sker der noget på det område, eller fortsætter man som hidtil, dvs. de seneste 10-15 år, hvor uhyre få virkelige verdensstjerner udspringer af den italienske talentudvikling. Tjaa, desværre er U-19-fodbold og yngre stadig ikke noget der for alvor prioriteres ude i klubberne.

Bevares, man har da naturligvis organisationen på plads, for så vidt angår akademier, trænere og ledere, men man køber i mange tilfælde hellere billigere unge spillere fra for eksempel Balkan eller Afrika end at satse på landsmænd, og det smitter i den grad af på klubholdene. Et grumt eksempel var da den seneste Champions League-titel kom i hus til et italiensk mandskab.

Det var i 2010, hvor Mourinhos kyniske projekt i Milano, Inter FC, vandt over Bayern München i en omgang antibold, som vel kun de mest hardcore fans husker tilbage på med glæde, den dag i dag.

Udover kynismen, som ellers nok kan være italiensk, var det bemærkelsesværdigt at ikke en eneste spiller i startelleveren havde italiensk pas, og kun i 90+2. minut, noterede man sig en italiener i aktion, nemlig da koryfæet Materazzi, personlig ven af familien Zidane, blev skiftet ind i noget, der mindede om en gestus.

Noget bedre så det trods alt ud i den seneste udgave af Champions League-finalen, hvor Juve som bekendt var den tabende part. Med på Juve-mandskabet var en håndfuld italienere i startopstillingen, mens yderligere tre varmede bænken. Det er dog synd at påstå at de startende italienere er et produkt af nyere talentudvikling, idet yngste mand blandt de startende, var Bonucci, som på daværende tidspunkt var 27 år!

Og selvom Serie A langsomt, men trods alt relativt sikkert, stiger i niveau, så er det ikke just, fordi man ude i klubberne benytter unge italienere i udpræget grad. Der er nok mere tale om at det er blevet muligt at beholde og tiltrække bedre spillere, end man kunne for bare et par år siden, hvor man indenfor kort tid sagde farvel til kapaciteter som Thiago Silva, Ibrahimovic, Kaka med flere.

Spillere hvis evner selvsagt begejstrede publikum og naturligvis øgede niveauet hos med- og modspillere. Den slags absolutte topnavne, findes der i øjeblikket ikke i Serie A, men man finder dog mange relativt stærke udenlandske spillere rundt omkring som for eksempel Pogba, Nainggolan og Kondogbia, navne som man tidligere havde svært ved at beholde, men som nu siger nej tak til større ligaer og flere penge, i hvert fald indtil videre.

Men samtidig må man også erkende, at de bedste italienere i lighed med hvad man så hos Juve i førnævnte CHL-finale, ikke just bliver yngre, symboliseret ved evigtunge Totti og De Rossi i Roma, Buffon, Chiellini og Barzagli i Juve og Montolivo i Milan, blot for at nævne de primære, og tager man et kig på det nuværende italienske A-landshold, er de yngste omkring startformationen spillere født i ’92, i form af Verratti og El Shaarawy, og i hele truppen har ingen yngre end netop født i ’92, fået debut, hvilket selvsagt sætter problemet i relief. Gennemsnitsalderen for holdet er knap 29 år, hvilket ikke just illustrerer ungdommelig vovemod hos Conte!

På U-landsholdsniveau har man ellers relativt stolte traditioner i landet ikke mindst på U-21-plan, hvor man med fem Europamesterskaber, senest i ’04 (med bl.a. De Rossi, Gilardino og Barzagli), rent faktisk er den nation, der har vundet flest gange. På U-19-niveau kan man prale af en enkelt EM-titel fra ’03, mens U-17 snuppede EM-titlen tilbage i ’82.

Landstræner Conte har tidligere været ude at beklage den manglende kvalitet hos yngre spillere, idet han naturligvis godt kan frygte at stå med et forfaldent og alderdomspræget hold til næste VM, og allerede til det forestående EM, ligner det “Tordenskjolds soldater”, Buffon, Pirlo og De Rossi, som skal redde “kastanjerne ud af ilden”, og som skal forsøge at gøre Gli Azzurri ære, efter en i øvrigt fremragende kvalifikationsrunde.

Men som de fleste, i hvert fald udenfor små lande som Island, Færøerne og sikkert også Danmark, ved, så er det mere eller mindre kun VM, der tæller for de store drenge, og iblandt disse hører i allerhøjeste grad Italien. Og derfor gør det naturligvis ekstra ondt på nationens ellers ukuelige stolthed, når deres udvalgte helte i nu to slutrunder i træk, siger farvel allerede efter gruppespillet, efter man vandt i ’06, og med al respekt for det nuværende, og også det netop afsluttede U-21-hold, så er det næppe derfra, at den næste Buffon eller Pirlo skal findes.

Det ligner driftsikre, og naturligvis dygtige spillere, men ikke individualister, som man tørster efter ala Totti, Del Piero eller Baggio, og selvom mindre måske i en periode kan gøre det, så kræver det verdensklasse´-navne at vinde de store titler, hvad enten det er defensive eller offensive typer, og det er det som er hele kerneproblemet for Gli Azzurri, og de yngre hold.

En mand som den diminutive, men dygtige Marco Verratti, som fra han var syv år gammel og frem til 12 år, tørnede ud for den sydøst beliggende italienske klub Pescara, med hvem han vandt Serie B i sæsonen 11/12, er af mange, nok især hungrende italienere, udråbt som landets kommende frelser. Verratti er født i ’92, og er netop fyldt 23 år, men desværre for Serie A spiller han ikke der, men derimod i nyrige Paris Saint Germain, som efter hans flotte sæson i 11-12, købte ham for næsen af ellers flere interesserede Serie A-klubber, som bare ikke havde de arabiske oliepenge at handle for.

Hos PSG spiller han naturligvis fast, men det er som om udviklingen ikke helt er så opadgående, som man kunne have håbet, og de alt for mange bløde kampe i den franske Lique 1, er utvivlsomt en af årsagerne, hvorfor man må håbe for den teknisk velfunderede fyr, som blot måler 165 centimeter, at han snarest kommer til en af de stærkere ligaer, til glæde for ham selv og Gli Azzurri.

En anden spændende type er førnævnte El Shaarawy, halvt egypter/halvt italiener, som da han kom fra barndomsklubben Genoa til AC Milan tilbage i 2011, blev udråbt som det helt store i Italien. Han havde alle forudsætninger og umiddelbare kvaliteter til at blive en lysende stjerne, men skader og en til tider useriøs tilgang til livet som topspiller, har sat udviklingen på standby, og kulminationen på en måske begyndende nedtur, startede da angriberen i sommers blev sendt til Monaco på en 1-årig lejeaftale.

Den bliver måske på sigt vekslet til en permanent aftale, idet spilleren i slutningen af oktober opnåede det antal kampe for klubben, som efter sigende berettiger Monaco til at kunne købe ham fri fra Milan for beskedne 15 millioner euro, en klausul, man givetvis benytter sig af, såfremt den unge mand for alvor kommer i gang. Men igen, som tilfældet er med Verratti, så henslæbes tiden med alt for mange “tøf tøf kampe” på lavere plan i Lique 1, så også her må man håbe han kommer på bedre tanker, tager sin karriere seriøst, og skifter til en stor liga.

Naturligvis er de to omtalte gutter unge, eller i hvert fald relativt unge, men som 23-årige, er det jo en del sæsoner siden, at de vekslede fra ungdom til seniorbold, og hvis man tager et groft kig ned over de kommende årgange ’93, ’94, ’95 og til dels ’96, så er det mere kvantitet end topkvalitet, der titter frem. Naturligvis må man i den forbindelse omtale den interessante keeper Simone Scuffet (født 31-05-96), som ejes af Udinese, men som i denne sæson er udlejet til Serie B-klubben Calcio Como for at sikres spilletid.

Scuffet er potentielt udråbt som Buffons afløser, men selv den største ignorant af italiensk fodbold, har givetvis bemærket det aldeles sensationelle målmandsskifte, der er foregået i AC Milan, hvor den purunge Gianluigi Donnarumma (født 25-02-99) i de seneste kampe har vogtet buret i Serie A. Naturligvis primært, fordi holdets normale første keeper, Diego Lopez er skadet, men også fordi træner Mihajlovic tror på den tårnhøje ungersvend, der med sine 196 centimeter rager gevaldigt i vejret, ikke mindst i et land, hvor gennemsnitshøjden er omkring 178 centimeter.

Det lover således fint for legendariske Buffons afløsere, i hvert fald på længere sigt, men i og med at legenden offentligt har udtalt, at han forbliver på Gli Azzurri til og med VM 2018, hvor han er tæt på 40 år, så skal Conte ikke satse ved at bruge yngre kræfter som PSG’s Sirigu (28 år) eller Genoas godt nok lovende Perrin (22 år). Så måske ser man i en overgangsperiode de to sidstnævne keepere vogte buret for landsholdet, inden Scuffet, Donnarumma eller måske en helt tredje, springer ud!

Hvis man hopper frem i forsvaret, så lurer der ikke en Cannavaro eller Maldini i gemmerne, hverken i en yngre udgave på A- og heller ikke U-21-landsholdet, men tager man et kig ned til de yngre årgange, render der en yderst spændende gut rundt i AC Milan, som hedder Andrès Llamas (født 07-05-98). Han er venstrebenet og kan spille venstreback og i det centrale forsvar, ganske som sin klubs tidligere legende, Maldini.

Om han har forgængerens blændende udseende, skal jeg lade være usagt, men mere vigtigt (og dog!), så er han atletisk, hurtig, sikker i boldomgangen og udviser, for sin alder, store leder egenskaber, og det ligner kun et spørgsmål om tid, førend han får debut i Serie A, måske ikke i indeværende sæson, men så givetvis i næste, da han allerede træner fast med 1 holdstruppen, selvom han endnu kun repræsenterer U 19 landsholdet. Også en fyr som den ligeledes venstre benede Federico DiMarco (født 10-11-97), virker lovende.

I modsætning til Llamas, der er omkring 182 centimeter høj, så får vi næppe bysbarnet (ja, han kommer også fra Milano), at se i det centrale forsvar, men den 174 centimeter høje (lille) gut er eminent hurtig på sin venstreback-plads, og træner nu for andet år med hos Inters Serie A-hold. En sidste defensivspiller, der kan være værd at nævne, er Sebastiano Luperto (født 06-09-96), som med sine 191 centimeter er som skabt til det centrale forsvar, hvor han da også spiller for Napoli og det italienske U-21-landshold. Han er dog endnu ikke fast mand for sin syditalienske klub, men han spås en stor fremtid, og i lighed med de to føromtalte, er også han venstrebenet, en trend, der måske fremover vinder indpas hos italienske defensivspillere, eller måske er der blot tale om en behagelig tilfældighed!

Lidt længere fremme på banen, hvor navne som Pirlo, De Rossi og pt. Verratti huserer for A-landsholdet, kan man godt tillade sig at have fine forhåbninger til den mørke Amadou Diawara (født 17-07-97), som spiller for Bologna, og som er halvt fra Guinea og halvt italiener. Han kom fra miniputstaten San Marino, næsten ud af det blå, for nogle år siden, og omtales i og uden for Bologna, som den måske mest interessante unge defensive midtbanespiller i Norditalien. Han er kropsstærk og visionær, og minder på mange måder om en yngre udgave af De Rossi. Om han så også kan fremelske den fandenivolskhed, som er et vartegn for De Rossi, kan kun fremtiden vise.

En endnu yngre spiller er den purunge Thomas Schiro (født 25-04-00), som netop er kommet ind omkring U-16-landsholdet. I lighed med Diawaro er han mørkere i gløden end gennemsnittet i Italien, og dækker den samme plads som Diawaro. Han befinder sig i Inters stærke ungdomsafdeling, men har været med oppe og snuse trods sine blot 16 år. Og ja, jeg skrev ikke forkert, da jeg omtalte Inters ungdomsafdeling som stærk.

Til trods for at det ikke er ret mange derfra, der går hele vejen til klubbens eget seniorhold, så har man igennem tiderne virkelig produceret store spillere, der i hvert fald i deres nye klubber er blevet store stjerner, som f.eks. kontroversielle Balotelli, Destro og Santon, men også folk der med succes har repræsenteret klubben, som de tidligere verdensmestre fra ’82 Bergomi og Oriali med flere. Ligesom for nu at få det sat på plads.

Hvis vi holder os på midtbanen, men kigger på de mere kreative elementer, knytter mange norditalienere et håb til AC Milans Manuel Locatelli (født 08-01-98). Han spiller for U-19-landsholdet, og omtales af i klubbens egne folk som en måske kommende Totti, og selvom det er store sko at skulle udfylde, så begejstrer han også modstanderne, når han til daglig optræder for klubbens Primavera (svaret til U-19)-hold. Men naturligvis skal der mere til end blot at være stjerne i en U-19-liga, hvilket vi i Danmark jo kender en del til, så man bør nok slå koldt vandt i blodet, og vente på hans mulige debut i Serie A, for helt at kunne bedømme ham.

Også en spiller fra den lille klub US Sassoulo, Lorenzo Pellegrini (født 19-06-96) er der store forventninger til. Han var noget af det mest lovende, man kunne forestille sig i AS Romas ungdomsafdeling for år tilbage, men af uransagelige årsager gik udviklingen i stå, hvis man kan sige det om en så ung spiller, og i sommers fik han lov til at skifte til den lille norditalienske klub, som først for nylig har gjort sin entre`på den store scene.

Prisen var beskedne 1 million Euro, så man virker til at være sikre i Roma på at han ikke bliver til det helt store, med mindre der gemmer sig klausuler i kontrakten, som offentligheden naturligvis ikke kender til. Pellegrini er en forholdsvis stor spiller på 186 centimeter, som demonstrerer fin teknik, har speed i fusserne og skyder som en hest sparker, og han er måske mere en dynamisk 8’er end en egentlig 10’er eller offensiv midtbane, men kreativ er han i hvert fald.

Tilbage i Inters ungdomssektor støder man også på Lorenzo Gavioli (født 07-01-00), som af flere omtales som klubbens nye super-spiller, og selvom man nok især på de sydlige breddegrader, er hurtige til at opfinde potentielt kommende verdensstjerner, så virker han lovende på mange måder. Han er en typisk trequartista, det vil sige en fri super-kreativ og styrende 10’er-type, der i modsætning til, hvad vi gør i Danmark, får lov til at blive hængende på sin offensive position, også når spillet foregår i den anden ende.

Til gengæld kan en virkelig dygtig trequartista afgøre kampe, og om ikke andet så begejstre masserne, og især i Italien, har man tradition for at udvikle særlige helte til netop denne position, hvor man i flæng kan nævne Baggio, Del Piero og Totti. Spillere, der helt sikkert ikke har beskidte knæ efter kampen, men som ofte modtager laurbærrene, fortjent eller ufortjent, men selv når disse har spillet en mindre fin kamp, roses de i Italien, hvor man simpelthen hungrer efter den slags typer, og måske kan Gavioli blive den kommende frelser!

En anden ung spiller, der bemærkes med interesse af kendere, er Atalantas venstrebenede (ja, der var den igen!) Tiziano Tulisei (født 27-07-97). Han dækker noget nær alle offensive pladser, men befinder sig dog bedst på en kant, hvor han kan udfordre modstanderen med fart og teknik, og ikke mindst det at trække ind i banen fra en højre kant, er en af hans favorit-træk, og i ungdomsrækkerne har han bombet modstandernes net synder og sammen i de forløbne år.

Såvel Milan som Juventus har forsøgt at tilsnuske sig ungersvenden, men indtil videre befinder han sig i Atalanta, der tidligere var kendt som Italiens talentfabrik nummer 1, men som i de senere år, i takt med en kedelig økonomisk deroute, og en nærmest elevator lignende tilværelse mellem Serie A og B, har mistet moment, og tabt mange potentielle spændende spillere til konkurrenterne i Nord, som ikke er bange for at smide mange Euro på bordet, for selv helt unge spillere.

Sidst, men bestemt ikke mindst, er vi nået til angriberne. De potentielle afløsere for tidligere super-bombere som Riva, Vieri, Toni og VM-topscorere som Schillaci og Rossi med flere. Spillere, som altid er populære, i hvert fald, når de scorer, og helst hyppigt, men også typer som tilsyneladende bliver sværere og sværere at udvikle, i takt med den moderne fodbold, hvor flere og flere hold spiller med såkaldte falske 9’ere.

Men de er naturligvis derude et sted, og måske bliver Italiens kommende VM-topscorer en gut fra hollandske PSV Eindhoven, idet man her råder over U-17-landsholdsbomberen Gianluca Scamacca (født 01-01-99). Scamacca er et bæst at beskue, og med sine voldsomme 195 centimeter rager han godt op i landskabet og ligner prototypen på en gammeldags 9’er. Teknikken er ikke i højsædet, men hovedspillet, målnæsen og fysikken er glimrende, og det ventes, at han indenfor relativ kort tid afprøves i U-21-regi, hvor man så nok for alvor kan se om der er top fremtids potentiale i ham.

En anden type er Romas Ezequiel Ponce (født 29-03-97), der sin unge alder til trods, allerede har et par sæsoner bag sig i den argentinske liga for Newells Old Boys, hvorfra han i sommers blev købt for 4 millioner Euro. Han er historiens yngste debutant for sit argentinske hold, og besidder såvel argentinsk som italiensk pas, og til trods for at han pt. tørner ud for Argentinas U-20/21-landshold, tror og håber man på at Conte kan overbevise den stærke angriber om at Italien er fremtiden for ham. Hvis man hopper fra hovedstaden op til Middelhavsbyen Genoa, finder man i Sampdoria den alsidige Federico Bonazzoli (født 21-05-97), som oprindeligt er udviklet i Inter, men som blev købt sidste vinter for 4,5 millioner Euro, og nu altså tørner ud for Sampdoria.

Han er venstrebenet, og kan udover 9’er-positionen også med fordel benyttes som wing eller sågar offensiv midtbane. Han har en vidunderlig teknik, et fint blik for spillet, og skyder lige godt med begge ben, hvilket ikke er mange venstrebenede forundt. Der er store forhåbninger til ham, hvilket man lurer lidt på hos Inter, der mere eller mindre havde opgivet ham, men som alligevel lejede ham resten af sæsonen, hvor han indtil videre har været med i en håndfuld Serie A-kampe.

Men når sæsonen slutter, er han permanent Sampdoria-spiller, så mange rynker på næsen over at Inter på den måde, måske/måske ikke, sådan uden videre har givet slip på en måske kommende Christian Vieri, som hans beundrere udråber ham som. Selv er Bonazzoli stor beundrer af Zlatan Ibrahimovic, og er i øvrigt den næstyngste spiller, der nogensinde har opnået debut i Serie-A, da han som 16-årig, i maj ’14 debuterede for Inter, en klub, han har været i siden han var syv år!

Endelig er det værd at fremhæve den nok mest interessante offensive spiller, som Italien pt. har at byde på, i skikkelse af Alessandro Piu (født 30-07-96), som spiller i FC Empoli. Han er jaget vildt af de store drenge i Serie A, og man forventer, at han senest til sommer skifter til måske AC Milan eller AS Roma.

Personligt er jeg mere til en spiller som Giuseppe Panico (født 10-05-97) fra Genoa, men det afhænger nok af øjnene der ser, og når spillerne ikke er ældre, og endnu dårligt spiller kampe på højeste niveau, er det mere eller mindre umuligt for alvor at se, hvad de kan og især ikke kan under pres.

Såvel Piu som Panico er profiler på italienske U-landshold, og Piu fremhæves som en hængende angriber, der simpelthen kan score fra alle tænkelige vinkler, og det er nok især hans mange mål, der har begejstret den italienske beskuer, for i Italien er det især den scorende spiller, der tiljubles, hvilket en vis Inzaghi i mange år kunne profilere af. Det var synd at påstå at han var en gudsbenået tekniker, men mål det kunne han dælme lave, og det sikrede ham mange fede kontrakter og stor popularitet.

Det var en længere gennemgang af hvad der måske/måske ikke kommer frem fra de italienske ungdomsakademier i den nærmeste fremtid, og måske ser vi allerede enkelte af ovennævnte spillere til det kommende VM i 2018, hvis da ikke Conte fastholder konservatismen og spiller på det sikre, nemlig de erfarne kræfter, sådan som man har set det igennem længere tid for Gli Azzurri!

Herfra håber jeg personligt at Italien igen får styr på sit landshold, og kommer op blandt top-3-5-holdene, i selskab og på niveau med Argentina, Brasilien, Spanien og Tyskland, men der er godt nok et stykke vej endnu!

Indlægget er udelukkende udtryk for bloggerens egne holdninger.

Kort om Torben Aakjær:

Torben Aakjær har et indgående kendskab til fodboldens verden, efter at have arbejdet i den i knap 20 år. Han har bl.a. været scout i Herfølge BK, Hamburger SV og Manchester United. I øjeblikket arbejder han som rådgiver for den brasilianske klub, Sport Club Corinthians Paulista.

FIFA 16: De 15 hurtigste spillere
Bekræftet: Nordstand og Skhirtladze forlader AGF

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE