Brøndby har skrevet kontrakt med den amerikanske landsholdsspiller Clarence Goodson, der tiltræder på en treårig kontrakt fra norske Start.
Man har haft problemer i det centrale forsvar i Brøndby, men nu har klubben sikret sig en forstærkning til den position i form af den amerikanske landsholdsspiller Clarence Goodson, der kommer til fra norske Start.
Midterforsvareren, der var til lægetjek i Brøndby i går, skifter på en fri transfer og tiltræder således i klubben i januar.
Brøndbys administrerende direktør Ole Palmå udtrykker tilfredshed med, at det er lykkes at sikre forsvarsspilleren.
”I samråd med cheftræner Henrik Jensen arbejder vi løbende på at optimere spillertruppen, og kontrakten med Clarence Goodson skal ses som et led i den proces. Clarence har været en profil i sin klub i Norge og er fast inde omkring det amerikanske landshold, så vi har en forventning om, at han kan forstærke holdet med det samme,” udtaler Ole Palmå til klubbens hjemmeside og fortsætter:
”Vi er rigtig glade for og tilfredse med, at Clarence har valgt Brøndby IF som sin nye klub, da vi i et stykke tid har fulgt ham. Han er en høj og stærk forsvarsspiller, der går forrest på banen, og vi tror og håber på, at matchet Clarence Goodson og Brøndby IF vil blive en stor succes. Vi byder ham i hvert fald varmt velkommen.”
Clarence Goodson har spillet 16 landskampe for USA og han ser frem til at tiltræde i Brøndby.
”Jeg er utrolig glad for, at jeg er blevet enig med Brøndby IF om en kontrakt, og jeg glæder mig meget til at starte i klubben til januar,” udtaler Goodson til klubbens hjemmeside.
”Jeg har været i Norge i to et halvt år, og det var nu tid til at komme videre. Derfor er jeg meget glad for, at jeg nu skal spille for en af Skandinaviens største klubber. Jeg kender især Brøndbys tidligere flotte resultater i de europæiske turneringer, og jeg ser frem til at blive en del af den historie og forhåbentlig gentage successerne.”