Brøndbys afgang af Ronnie Schwartz har haft den betydning, at unge Daniel Stückler er rykket op i A-truppen.
Brøndby tog i dag afsked med lejesvenden Ronnie Schwartz, som blev sendt videre til Esbjerg.
Schwartz bliver nu erstattet, men ikke af et nyindkøb. Derimod har klubben valgt at rykke den 18-årige angriber Daniel Stückler op i A-truppen fra klubbens U19-trup.
“Daniel kom til klubben for to år siden som 16-årig med et stort potentiale, og det har vores trænere i Masterclass nu fået løftet i sådan en grad, at vi gerne vil give Daniels udvikling endnu et nøk opad,” siger sportsdirektør Troels Bech til klubbens hjemmeside.
“Derfor indlemmer vi ham nu fuldt ud i Superliga-truppen som en del af vores offensiv, og så er det op til både Daniel og trænerteamet i Superliga-truppen at knokle benhårdt på og se, hvor langt talentet rækker.”
Stückler står hidtil noteret for to indhop i Superligaen for Brøndby.