Brøndby IF kan risikere, at skulle erstatte hele midtbanen til sommer. Deres fire førstevalg har nemlig kontraktudløb der.
Brøndbys sportsdirektør Troels Bech kan ende med at skulle på overarbejde til sommer, hvor det kan blive en udfordring at skulle styrke midtbanen.
Situationen er nemlig den, at deres fire førstevalg på midtbanen alle har kontraktudløb til sommer.
Lebogang Phiri, Christian Nørgaard og Andrew Hjulsager er på kontrakt indtil sommer, mens lejesvenden Hany Mukhtar ligeledes har udløb af sin lejekontrakt på det tidspunkt.
“I en trup med 25 spillere kan du ikke undgå at flere spillere har kontraktudløb samtidig. Men det er klart uhensigtsmæssigt, at hele vores midtbane står med kontraktudløb samtidig. Det er noget, som ikke skal gentage sig i fremtiden,” siger Troels Bech til Ekstra Bladet.
Ifølge avisen er Troels Bech i dialog med Phiri, Nørgaard og Hjulsager om nye kontraktforlængelser.
Hvis Brøndby vil købe Mukhtar skal de derimod indfri hans frikøbsklausul på 10 millioner kroner, hvis de vil sikre sig ham permanent.
Foruden disse fire spillere, har Mads Toppel, Martin Albrechtsen, Frederik Holst, Thomas Kahlenberg, Patrick da Silva og Rodolph Austin også kontraktudløb til sommer, mens lejeaftalen med Jan Kliment ophører.
Dermed kan de principelt miste 11 spillere til sommer, hvis man ikke får forlænget nogle af aftalerne.