Jakob Busk er i denne sæson lejet ud til AC Horsens, men forventer på sigt at kunne gøre sig gældende i startelleveren hos FC København.
Efter købet af Stephan Andersen i sommer valgte man i FCK at udleje den talentfulde keeper, Jakob Busk ud til 1. divisions-klubben AC Horsens for resten af sæsonen.
Til trods for at have udtrykt tilfredshed med spilletiden i Horsens, lægger Busk ikke skjul på, at han agter at vende tilbage til Løverne næste sæson for at kæmpe med om en startplads imellem stængerne.
“Jeg nyder at få en masse spilletid. Det var det, det handlede om, da vi blev enige om at jeg skulle udlejes fra FCK. Spilletid er vigtigt for mig for, at jeg kan nå mit mål om at blive førstekeeper i FCK på et tidspunkt. Og det er mit mål på sigt, men lige nu handler det bare om at få så meget spilletid som muligt og udvikle mig i den rigtige retning,” siger Busk til People In Sport ifølge bold.dk
Det er blevet til en blandet start i 1. division for u21-landsholdsmålmanden, hvor han sammen med AC Horsens i øjeblikket ligger på en 4. plads.