Den internationale sportsdomstol, CAS, kunne fredag meddele, at man har halveret Chelsea FC’s transferkarantæne.
Det betyder, at London-klubben allerede kan handle igen til januar, når transfervinduet igen åbner.
Tilbage i februar måned blev Chelsea idømt en stor bøde samt et transferforbud i de to kommende transfervinduer, fordi de havde brudt reglerne for handel af spillere under 18 år.
Efter klubbens appel er straffen altså blevet halveret, og det har fået klubben til at kritisere FIFA.
“FIFA’s tilgang til denne sag har været dybt utilfredsstillende, ikke mindst fordi FIFA valgte at behandle Chelsea komplet forskelligt fra Manchester City af årsager, som giver absolut ingen mening for Chelsea,” lyder det i en pressemeddelelse fra klubben, og man fortsætter:
“FIFA anklagede Chelsea for at bryde FIFA-reglerne for omkring 27 spillere fra 2009 og frem. Af de (27, red.) var 16 spillere registreret på præcis samme måde, som andre PL-klubber registrerede spillere på det tidspunkt. Yderligere spurgte Chelsea om uddybning fra Premier League i 2009 om, hvorvidt man skulle ansøge om tilladelse til at registrere spillere i den kategori.”
“FA fulgte FIFA, og det blev bekræftet, at spillere i denne kategori havde lov til at blive registreret og ingen særlig ansøgning var nødvendig. Derfor er det perverst, at FIFA sigtede Chelsea for spillere i den kategori. Vi er taknemmelige for, at det lader til at være korrigeret af CAS.”
“Chelsea respekterer vigtigheden af FIFA’s arbejde for at beskytte mindreårige, og har fuldt ud samarbejdet med FIFA gennem efterforskningen. Men hvis FIFA fortsætter med at pålægge inkonsistente og ulige sanktioner for klubber, så underminerer FIFA formålet med reguleringerne. Det vil også bringe tvivl om, hvorvidt FIFA kan regulere dette vigtige område på rette vis.”