Chris Sørensen spiller søndag sin sidste kamp for Randers FC, som han forlader ved kontraktudløb i juni måned.
Chris Sørensen, der snart fylder 37 somre, forlader Randers FC efter denne sæson, når hans kontrakt udløber i juni måned.
”Chris har været fantastisk at arbejde med. Han er eksemplarisk professionel, en ‘standardsætter’ på træningsbanen og i omklædningsrummet. En spiller som andre spillere, unge som gamle, har haft godt af at læne sig op ad og spejle sig selv i.”
”Efter meget grundige overvejelser er vi dog kommet frem til, at vores tid sammen – i denne omgang i hvert fald – stopper ved udløbet af hans kontrakt her pr. 30. juni,” siger klubbens sportschef Peter Christiansen til Randers’ hjemmeside.
Chris Sørensen forlod i 2002 det daværende Randers Freja til fordel for Vejle, men trods næsten ti år væk fra randrusiansk fodbold, er han stadig et ikon i det kronjyske.
”Selv om hans mange år som en profil i dansk fodbold primært har fundet sted i OB, er Chris et eller andet sted en klublegende i Randers FC. Vi ønsker Chris al mulig held og lykke fremover, og der vil altid stå en dør åben i Randers FC for ham,” tilføjer direktør Jacob Nielsen.
Forsvarsspilleren startede sin fodboldkarriere i Randers KFUM, inden han skiftede til byens hold, Freja. Sidenhen har han spillet i både Vejle og OB, men i sommeren 2012 vendte han hjem til barndomsklubben.