Crystal Palace arbejder på at hente franske Yohan Cabaye tilbage til Premier League fra Paris Saint-Germain, fortæller Steve Parish.
Yohan Cabaye forlod i januar 2014 Newcastle United til fordel for Paris Saint-Germain, men nu kan den franske midtbanespiller være på vej tilbage til Premier League.
Crystal Palace arbejder nemlig på at lande en aftale med 29-årige Cabaye. Det fortæller klubbens bestyrelsesformand.
”Det er helt sikkert en spiller, vi gerne vil hente. Hvis vi kan, vil det være helt fantastisk for klubben. Han er en erfaren, international spiller,” siger Steve Parish til TalkSport og tilføjer:
”Vi arbejder på at hente ham.”
Yohan Cabaye kender Crystal Palace-manager Alan Pardew fint, da han også var manager for franskmanden i Newcastle.