Fodbold-transfers.dk vil løbende holde dig opdateret med rygter fra de største ligaer. Dagens interessante rygter handler bl.a. om Christian Eriksen og Robinho.
Real Madrid tilbyder Higuaín og penge for Suárez
Kilde: Daily Mirror
Sandsynlighed: Middel
Kommentar: Real Madrid vil gerne smide en pose penge samt angriberen Gonzalo Higuaín i bytte for Liverpools angriber Luis Suárez.
Foruden Higuaín skulle posen med penge lyde på 85 millioner kroner. Liverpool er efter sigende ikke interesseret i en byttehandel, men takker gerne ja, hvis Real Madrid afgiver et bud på cirka 350 millioner kroner.
Avis: Monaco har et godt øje til Milan-spiller
Kilde: La Gazetta dello Sport
Sandsynlighed: Middel
Kommentar: AS Monaco har handlet massivt ind i sommerens transfervindue, men de er ikke færdige, hvis man skal tro La Gazetta dello Sport.
Avisen skriver, at Monaco kigger på AC Milans brasilianer Robinho. Prisen skulle lyde på cirka 45 millioner kroner.
Milan betalte i sin tid i omegnen af 130 millioner kroner, da de købte den nu 29-årige offensivspiller i Manchester City.
AaB holder øje med Bundesliga-svensker
Kilde: BT
Sandsynlighed: Over middel
Kommentar: AaB vil gerne erstatte Nicklas Heleinus, som blev solgt til Aston Villa denne sommer.
Afløseren kan meget vel blive Wolfsburgs 23-årige angriber Rasmus Jönsson. Men på grund af svenskerens høje løn, spekulerer BT i, at AaB kun vil leje ham for sæsonen.
Jönsson har ikke fået meget spilletid i Wolfsburg og var i sidste sæson udlejet til FSV Frankfurt.
Christian Eriksen afviser Leverkusen
Kilde: Voetbal International
Sandsynlighed: Over middel
Kommentar: Den danske offensivspiller Christian Eriksen er ikke interesseret i at skifte til Bayer Leverkusen. Ifølge Voetbal International har stortalentet afvist et tilbud fra dem.
Ifølge avisen skulle russiske Zenit Sankt Petersborg også have budt på Eriksen hele tre gange inden for det sidste halve år.
Hans agent fastslår, at Eriksen kun vil skifte, hvis der er tale om en klub, der er sportsligt bedre end Ajax Amsterdam.
Barcelona, PSG og United har budt på Marquinhos
Kilde: Sky Italia
Sandsynlighed: Over middel
Kommentar: Den 19-årige midtstopper Marquinhos er et varmt emne i både FC Barcelona, Paris Saint-Germain og Manchester United.
Således fortæller hans agent Roberto Calenda til Sky Italia, at han har modtaget interesse fra de tre klubber i stortalentet.
“Roma har fortalt mig, at der er mulighed for et salg. Der er både bud fra PSG, Barcelona og Manchester United,” fortæller agenten til Sky Italia.
Honda vil til AC Milan
Kilde: sovsport.ru
Sandsynlighed: Over middel
Kommentar: CSKAs 27-årige offensivspiller Keisuke Honda fortæller, at han gerne vil til AC Milan, som har vist interesse for ham.
I de tre sidste sæsoner for CSKA har han scoret 23 mål i sine 102 kampe for klubben.