Wolfsburgs cheftræner, Dieter Hoeness, fortæller, at Daniel Agger tilbydes til klubber i Europa. Men Agger har ikke fået noget at vide.
Daniel Aggers fremtid i Liverpool FC har længe været under debat, men både hovedpersonen selv og Liverpool har afvist, at den danske forsvarer skulle være på vej væk fra klubben.
Ifølge B.T. fortæller Wolfsburgs cheftræner dog, at Agger efter alt at dømme bliver tilbudt til en bred vifte af klubber i Europa i øjeblikket.
“Vi er blevet tilbudt Daniel Agger, men har pænt sagt nej tak. Det er mit indtryk, at han er en spiller, der bliver tilbudt rundt om i Europa i øjeblikket,” fortæller Wolfsburgs cheftræner Dieter Hoeness ifølge B.T.
Hverken Daniel Agger eller hans agent Per Steffensen skulle være blevet informeret omkring Liverpools seneste initiativ.
“Jeg undrer mig over de ting, jeg hører. Hvis en klub vil af med en spiller, er det mest nærliggende vel, at klubben retter henvendelse til spilleren og fortæller ham om deres planer. Det er ikke sket her. Derfor er det svært at forholde sig til, hvad der reelt foregår i den her sag,” siger Daniel Aggers FIFA-agent, Per Steffensen.