Den danske offensivspiller Daniel Wass fortæller, at hans plan er at vende tilbage til barndomsklubben Brøndby IF senere i karrieren.
I 2011 forlod Daniel Wass Brøndby til fordel for portugisiske Benfica. Den danske offensivspiller, der i dag repræsenterer Celta Vigo, er dog klar på at vende tilbage til Vestegnen senere i karrieren.
“Jeg vil meget gerne retur en dag. Jeg elsker det sted, og mit hjerte vil altid være i klubben. Brøndby er en stor familie. Der er stadig mange af de samme folk derude, og jeg savner rigtig meget at være i Brøndby,” siger Daniel Wass til mx.
Wass fremhæver, at Thomas Kahlenberg og Daniel Agger blandt andre har taget turen fra Brøndby til udlandet og tilbage igen.
I Celta Vigo nyder Wass stor succes, hvor han har fået spilletid i samtlige kampe i denne sæson, mens han har formået at nette to gange. Holdet ligger på tredjepladsen i La Liga.