DBU om Michael Laudrup-rygter: Han afviste os tidligt

0

Michael LaudrupDBU’s direktør Claus Bretton-Meyer afslører i dag, at Michael Laudrup er ude af billedet som landstræner. Han afviste forbundet tidligt i processen.

Michael Laudrup har været kædet kraftigt sammen med jobbet som dansk landstræner, hvor han skulle afløse Morten Olsen, som han tidligere var assistenttræner for.

Det kommer dog ikke til at ske i denne omgang. Det afslører DBU’s direktør Claus Bretton-Meyer.

“Michael har hele tiden været blandt kandidaterne. Nu meldte Michael tidligt ud i processen, at han ikke var kandidat,” fortæller Claus Bretton-Meyer til Ritzau og uddyber:

“Vi jagter den bedst mulige kandidat, og der er ingen tvivl om, at Michael absolut ville være en relevant kandidat. Det er også derfor, vi har været i dialog med ham.”

“Michael har selv trukket sig fra dialogen, da han ikke mener, at landstrænerjobbet er det rette for ham på nuværende tidspunkt. Han har haft sine personlige årsager.”

“Vi har haft dialogen på et tidligt tidspunkt, og vi har ikke været inde i konkrete forhandlinger eller egentlige tilbud, men drøftet udviklingen af dansk fodbold generelt.”

“I den dialog, vi har haft, har Michael udtrykt stor sympati dels for det danske landshold og dels for talentudviklingen og også den rejse, landsholdet er på vej til at tage.”

“Vi har været i dialog over en længere periode, og tidligt i processen har Michael valgt at melde tilbage,” fastslår Claus Bretton-Meyer og understreger dermed, at 51-årige Michael Laudrup ikke bliver landstræner i denne omgang.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE