
Foto: Unisport
Mandag har Super League fyldt mange overskrifter, og DBU har også en markant holdning til det nye format, der arbejdes på i kulissen.
FIFPRO har blandt andre kritiseret, at spillerne skulle være i fare for ikke at måtte spille EM og VM i fremtiden, hvis de repræsenterede en klub, der spiller i Super League.
DBU er dog helt på bølgelængde med UEFA, fordi Super League går imod alt, hvad fodbolden står for. Det er en kamp mellem fællesskab og grådighed, slår DBU’s formand, Jesper Møller, fast.
Nok er nok! Vi skal beskytte den europæiske sportsmodel, og den her situation er en god anledning til at statuere et eksempel. Der er to veje. Enten vælger man fællesskab og solidaritet, eller også vælger man grådighed og egoisme.
– Det er altafgørende for fodboldens fremtid, at vi fastholder de åbne turneringer, så det altid vil være muligt at stræbe efter mere. Vi ser ideen om en lukket europæisk liga som noget, der ødelægger de idealer. Det er en meget dårlig idé, og derfor ser vi ikke andre udveje end at udelukke de 12 klubber, udtaler Jesper Møller.
Over for DR Sporten uddyber Møller følgende:
“Der skal være et ekstraordinært eksekutivkomitemøde på fredag. Der har jeg en forventning om, at de 12 klubber smides ud,” siger Jesper Møller til DR Sporten.
Tre af de tilbageværende Champions League-semifinalister, Real Madrid, Manchester City og Chelsea FC, er blandt de 12 klubber bag Super League-konceptet, og dermed ryger de ud af denne sæsons Champions League, forventer Møller altså.
I forhold til spillernes kontrakter, så bliver disse også annulleret, mener Jesper Møller.
“Jeg mener, at kontrakterne bortfalder automatisk, når klubberne melder sig ud (af UEFA’s turneringer, red.). Så er spillerne fritstillet og kan vælge at spille i en klub, der er en del af det solidariske og fællesskabet – vores pyramidesystem,” siger Jesper Møller.