Borussia Dortmund meddelte i går, at cheftræneren Thomas Tuchel var blevet fyret. Nu fortæller direktøren, hvorfor han blev fyret.
Tirsdag blev Dortmund-cheftræneren Thomas Tuchel fyret i klubben, på trods af, at han få dage forinden havde sikret holdet pokaltitlen.
Dortmunds direktør Hans-Joachim Watzke har onsdag udsendt et åbent brev til klubbens fans, hvor han forklarer grunde til fyringen. Han fortæller, at det handler om manglende loyalitet.
“Det er ikke resultaterne alene, som det gælder om. Fundamentale værdier, såsom tillid og respekt er også essentielle. Det handler om samarbejde, kommunikation, autenticitet og identifikation,” skriver Watzke på klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Med Thomas Tuchel i spidsen har Dortmund nydt nogle succesfulde år, hvor vi har opnået vores sportslige målsætninger. Men vi – sportsdirektøre Michael Zorc og jeg – har ikke altid været på bølgelængde med trænerteamet i denne periode.”
“Desværre troede vi ikke længere på at det nuværende trænerteam kunne tilbyde os en succesfuld fremtid baseret på tillid.”
Tuchel nåede at være cheftræner i Dortmund i to sæsoner. Han overtog stillingen fra Jürgen Klopp, der som bekendt fortsat er manager i Liverpool FC.