
Foto: Shutterstock
Tottenhams danske midtbaneprofil, Christian Eriksen, åbner nu op for, at han gerne vil skifte klub for at prøve noget nyt.
Christian Eriksens kontrakt med Tottenham udløber om et år, og danskeren virker ikke synderligt opsat på at forlænge den.
I stedet vil han gerne prøve noget nyt, fortæller han nu til Ekstra Bladet.
“Jeg har den vildeste og dybeste respekt for alt, der er sket i Tottenham, og det vil heller ikke være negativt at blive. Men jeg har også sagt, at jeg gerne vil prøve noget nyt,” siger Eriksen til Ekstra Bladet.
Den 27-årige, danske landsholdsprofil fastslår dog, at han kun vil skifte væk for at træde et skridt længere op på karrierestigen. Det vil et skifte til Real Madrid være.
“Det er et skridt op. Men det kræver, at Real Madrid ringer til Tottenham og siger, at de vil have Christian. Og det har de ikke gjort endnu, så vidt jeg ved,” siger Eriksen til avisen.
Eriksen håber, at hans fremtid kan blive afgjort hurtigt, men han kender samtidig til markedet og ved at klubberne ofte venter til kort før lukketid for at sikre de bedste priser.
Agent: Tre klubber bød sidste år
Christian Eriksens agent, Martin Schoots, bekræfter over for avisen London Evening Standard, at tre klubber forsøgte at købe danskeren sidste sæson.
“Sidste sæson var der tre klubber; to engelske og en udenlandsk, som var interesseret i at betale Spurs store penge for ham,” fortæller Schoots til London Evening Standard og uddyber:
“For Tottenham var det dengang et no-go, mens det ikke var et must-have for Christian at skifte. Jeg har et indtryk af, at situationen er anderledes nu.”
Både Real Madrid og Manchester United har været kædet sammen med Eriksen.