
Foto: Dejan Obretkovic
Alle i og omkring FC København har en forpligtelse for, at det bliver en frisk start i klubben efter træner Ståle Solbakkens fyring, siger Rasmus Falk.
Ståle Solbakken har siden 2013 været cheftræner for FCK, men det er slut nu, efter nordmanden blev fyret lørdag morgen.
Hjalte Bo Nørregaard har midlertidigt overtaget roret, indtil der findes en permanent løsning, men uanset hvornår det måtte ske, skal det her give en ændring til FC København-holdet.
Det udtaler Rasmus Falk til klubbens hjemmeside:
“Vi har alle en forpligtigelse til at tage det her som en frisk start. Det åbner nye muligheder for nogle spillere og for friske tanker og impulser for os alle, og det skal vi bruge til at løfte os,” forklarer Falk og fortsætter:
“Alle har nu rettet blikket mod kampen næste søndag, og jeg er sikker på, at vi kommer til at være 100 procent klar til den opgave,” siger offensivspilleren til fck.dk.
Ståle Solbakken har også tidligere været i FC København, nemlig fra 2006 til 2011.