
Foto: Shutterstock
FC Barcelona har for kort tid siden oplyst til nyhedsbureauet Associated Press, at Lionel Messi har givet klubben en transferanmodning.
Den argentinske stjernespiller ønsker at forlade klubben hurtigst muligt.
Messi har fortsat et år tilbage af sin kontrakt med Barca, men han har sendt et dokument til klubben og bedt om at forlade klubben på en fri transfer denne sommer.
Ifølge spanske medier ønsker FC Barcelona dog ikke at lade Messi forlade klubben gratis. Derfor skulle de være klar til at gå langt for at holde på argentineren eller i hvert fald få en god transfersum for ham.
Messis frikøbsklausul lyder på mere end fem milliarder kroner. Tidligere på sommeren missede han den deadline i sin kontrakt, som betyer, at han kunne forlade klubben kvit og frit.
Han ventede ganske enkelt til sæsonen var ovre, og eftersom at den blev forlænget, grundet corona-situationen, så blev deadlinen automatisk overskredet.