FC Barcelona trækker ikke de danske planer tilbage, selvom DBU har besluttet, at takke nej til catalanernes ønske om at åbne et talentakademi i Danmark.
DBU’s bestyrelse valgte lørdag at takke nej til FC Barcelonas ønske om at starte et talentakademi i Danmark.
Barca havde ellers planer om at afholde auditions i Danmark for børn helt ned til 6 års alderen for at finde den nye “Michael Laudrup”.
Men den catalanske storklub rykker ikke teltpælene op og aflyser disse auditions.
“DBU’s aflysning af audition 9. – 10. maj i Ballerup Idrætsby, som er fremgået i medierne de sidste par dage, beror desværre på en række misforståelser fra DBU’s side vedrørende FCBEscola Copenhagen. Vi vil derfor gerne bekræfte at audition gennemføres helt som planlagt, og at vi glæder os rigtig meget til at se dig i Ballerup Idrætsby,” lyder det i mailen, ifølge TV2 Sporten.
FC Barcelonas ambition har været at udvælge fodboldspillere i alderen 6-16 år ud fra de fodboldfaglige kompetencer, som de besidder. Men det harmonerer ikke med de danske værdier, mener næstformand i DBU og formand for Breddeudvalget, Bent Clausen.
“Vi kan ikke stå inde for, at børn ned til seksårsalderen skal til auditions for at blive optaget og skal indgå i et udpræget elitært træningsmiljø,” fortæller Bent Clausen til DBU’s hjemmeside.
DBU har oprettet et regelsæt under titlen “DBU’s Holdninger og Handlinger”, for at sikre børnenes tryghed og trivsel, og i den forbindelse vil et udenlandsk talentakademi ikke efterleve kravene.
“Børn udvikler sig enormt i den alder, og derfor kan et barn med gode boldegenskaber som seksårig være overhalet som syvårig, og hvad skal der så ske med ham, når han bliver vejet og fundet for let. Hvem samler det barn op?,” fastslår Bent Clausen.
Tidligere historier i sagen:
– DBU afviser FC Barcelonas fodboldakademi