FC København har i dag indgået en aftale med Adidas, der gælder fra næste sæson. Aftalen betyder, at FCK skal spille i Adidas-tøj. Adidas kalder aftalen for den største i en nordisk klub nogensinde.
FC Københavns nuværende trøjesponsorat med Kappa udløber til sommer. Nu står det klart, hvem der skal afløse Kappa-logoet på trøjerne.
Det bliver Adidas, som har signeret en fireårig aftale med den danske storklub.
“Vi er meget tilfredse med, at vi har indgået aftale med adidas om, at de i foreløbig fire år skal være vores tøjsponsor. Ambitionerne fra begge parters side er tårnhøje. Aftalen afspejler, at F.C. København henholdsvis er Nordens største fodboldklub og adidas det førende internationale sportsbrand,” fortæller FC Københavns direktør Anders Hørsholt i en pressemeddelelse, og han uddyber:
“Vi glæder os til at indlede samarbejdet, og jeg ser frem til, at vi fra den 1. juli kan præsentere nye spillertrøjer og de mange F.C. København-produkter fra adidas.”
Adidas stopper som trøjesponsor for Brøndby til sommer, og de glæder sig over, at det lykkedes at sikre sig en aftale med FC København i stedet.
“adidas ønsker at blive forbundet med de bedste og stærkeste brands. F.C. København er på alle måder en topklub, og derfor har vi indgået et partnerskab. Aftalen er den største, som vi nogensinde har lavet med en nordisk klub, og vil give os et tæt samarbejde med både klubben, spillerne og fans. Vi glæder os til at følge med F.C. København ud i Europa,” forklarer country manager i Adidas, Mikkel Christensen.
FC København har tidligere spillet med Adidas som tøjsponsor. Det skete i midten af 1990’erne.